Borgermøde & Generalforsamling

Af | 3. april 2023|Categories: Nyheder|

Informationsmøde og debat om Oplandspuljen samt generalforsamling i Hjortshøj Landsbyforum

20. april kl. 19.30-21-30 i Sognegården

Som det fremgår af det seneste nummer af Folk i Hjortshøj, så finder den ordinære generalforsamling i Hjortshøj Landsbyforum i år sted d. 20. april kl. 19.30-21.30 i Sognegården. 

Vi har inviteret Peter Boesen fra Innovation og Medborgerskab, Borgmesterens Afdeling, og playmaker, som de kalder det, for Oplandspuljen, til at komme og holde et oplæg om denne pulje, som inden længe kan søges af os i kommunens opland. Der er bevilget 100 mio. kr. til puljen, som udmøntes med 10 mio. kr. årligt fra 2024 til 2033, og de første 4 mio. kr. af de 10 for 2024 kan søges allerede i år.

Oplandsudvalget kom som bekendt med otte anbefalinger til at styrke oplandet, som man kan læse her: https://www.aarhus.dk/media/72379/oplandsudvalgets-anbefalinger.pdf. Oplandspuljen fokuserer i første omgang på fire temaer: mødesteder, kommunikation, mobilitet og klima, og midlerne fra puljen udmøntes primært som deltagerbudgetter. I Hjortshøj er ikke mindst mødesteder et vigtigt tema, som vi forestiller os, at mange af de lokale foreninger vil være interesserede i at søge midler til – det kan være til de fysiske rammer for et mødested, men også indhold af forskellig art. Alt dette vil Peter Boesen fortælle mere om, så spred endelig budskabet i jeres netværk og mød op!

Vi lægger ud med informations- og debatmødet om Oplandspuljen kl. 19.30 til ca. 20.30, derpå byder Landsbyforum på kaffe/te eller øl/vand i en kort pause, hvor der er mulighed for fortsat debat og idéudvikling af forslag til lokale projekter, der kan søges midler til i puljen, og endelig starter generalforsamlingen ca. kl. 20.45.

Dagsorden for generalforsamlingen iflg. fællesrådets vedtægter:

1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Beretning
4. Regnskab
5. Indkomne forslag
6. Valg
7. Eventuelt

Ad 5: Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest seks dage før generalforsamlingens afholdelse og sendes til: bestyrelse@hjortshoj.dk

Ad 6: Else Mikél Jensen og Jesper Markward Olsen er på valg, og da ingen af dem ønsker at fortsætte i bestyrelsen, er der for alvor brug for nye kræfter til fællesrådsarbejdet – vi opfordrer alle interesserede til at stille op! Hvis du vil vide mere om, hvad sådan en post byder på, så er du velkommen til at skrive eller ringe til bestyrelsen. Du kan desuden læse om fællesrådenes arbejde her: https://www.aarhus.dk/demokrati/faa-indflydelse/faellesraadene/

Ud over arbejdet med Oplandspuljen, arbejder vi i bestyrelsen for tiden bl.a. for en bedre cykelsti på Mejlbyvej, som vi har sendt Byrådet et forslag om sammen med fællesrådene i Gl. Egå og Todbjerg, Hårup, Mejlby, og derudover har sager som støj fra motorvejen og helhedsplanen fyldt en del det seneste år. Vi arbejder desuden lige nu sammen med Josephine Marquard fra Frontløberne, som kommunen har engageret til at undersøge ungekulturen i Hjortshøj og arbejde for et ungestyret mødested her i byen.

Alle er velkomne til generalforsamlingen.

Mange hilsner og god påske!

Landsbyforums bestyrelse