Testmuligheder i Aarhus

Af | 10. maj 2021|Categories: Nyheder|Tags: |

STATUS PÅ SMITTEUDVIKLINGEN

Smitten i Aarhus Kommune er forholdsvis stabil, men stadig for høj. I dag, fredag den 7. maj, er der 42 nye smittede fundet ved PCR-test. Vi er stadig meget opmærksomme på smittetallene og følger udviklingen nøje. Det er fortsat vigtigt at opfordre til test, så vi sammen kan få inddæmmet smitten.

En nedlukning af et sogn betyder, at skoler, SFO, klubber, ungdoms- og voksenuddannelser samt lokaler til kultur-, idræts- og foreningsaktiviteter skal lukke ned. Dagtilbudsområdet er fortsat åbent dog med skærpede retningslinjer. Et sogn skal lukkes ned, når følgende parametre er opfyldt samtidigt:

  • Incidens på over 4 pr. 1000 indbyggere den seneste uge
  • Flere end 20 smittede den seneste uge OG
  • Positivprocent på over 2

Et sogn kan åbne igen, når minimum et af parametrene ikke længere har været opfyldt i en uge.

Hele kommunen skal lukke ned, hvis den testkorrigerede PCR-incidens for hele kommunen er over 2 pr. 1000 indbyggere den seneste uge. I Aarhus ligger denne incidens pt på 0,77.

STATUS PÅ VACCINATION

Det samlede antal vaccinerede i Aarhus Kommune er pr. 2. maj 2021:

  • 1. stik: 66.870 (19,0% af AAK befolkning),
  • 2. stik (færdigvaccinerede): 32.544 borgere (9,2% af AAK befolkning).

Region Midtjylland er begyndt at sende invitationer til vaccination ud til målgruppe 10a, der inkluderer borgere i aldersgruppen 60-64 år. Dvs. alle borgere over 65 år skulle allerede gerne have modtaget en invitation.

OVERBLIK OVER TESTMULIGHEDER I AARHUS KOMMUNE

I vedhæftede dokument ”Testmuligheder i Aarhus Kommune” finder I en fin oversigt over alle gældende testmuligheder i Aarhus Kommune. I kan finde samme information på Region Midtjyllands hjemmeside: https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/corona/test-for-smitte-med-coronavirus/coronatest_adresser/