Tilbage i vikingetiden, da Harald Blåtand var blevet konge i Danmark og havde gjort danskerne kristne, fandt han ud af, at der var ét særligt sted i Danmark, hvor folkene stadig troede på noget helt andet end Gud. Han rejste straks dertil for at finde ud af, hvad der var på færde.

Han ankom til en lille landsby, hvor der stod en lavstammet lille kvinde med langt brunt hår og bød ham velkommen. Harald Blåtand spurgte, om hun kunne forklare ham grunden til, at byens beboere stadig ikke var blevet kristne. Kvinden sagde ikke noget, men nikkede med hovedet og begyndte at gå. Harald Blåtand fulgte efter.

De gik gennem en lille skov, og pludselig kunne Harald Blåtand se noget, der skinnede som guld mellem træerne. De kom tættere på, og et smukt syn mødte hans øjne. Lige dér på en lille forhøjning stod en stor guldhjort. Den skinnede om kap med solen, og kvinden lagde sig straks på knæ foran den og bad en bøn til den.

Da hun var færdig, begyndte hun at forklare Harald Blåtand, at Guldhjorten altid havde bragt byen held, og at den derfor var deres gud. Den havde hjulpet dem i hårde tider med sult og bekymringer og havde engang reddet en lille pige fra at drukne i mosen. Pigen var blevet væk hjemmefra, og det var blevet helt mørkt, og alle var ved at miste håbet om at finde hende. Men pludselig havde en lysende skikkelse i form af en hjort vist pigens forældre vej til mosen, hvor de fandt hende helt uskadt.

Mens kvinden fortalte historien, lagde Harald Blåtand mærke til, at hun havde en bemærkelsesværdig hjørnetand, som lignede en tand fra et dyr.

”Kigger du på min tand?”, spurgte hun. Harald Blåtand nikkede.

”Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men det er en hjortetand”, sagde kvinden. ”Og derfor har jeg navnet Hjørdis Hjortetand. Det er også grunden til, at jeg er blevet udnævnt til byens leder. Men den er da i det mindste ikke blå ligesom din”, sagde hun og smilede.

Harald Blåtand var først stille, men så udbrød han en rungende latter, som han slet ikke kunne stoppe igen. Han var ikke vant til, at nogen turde tale om hans blå tand. Så han blev meget imponeret over Hjørdis Hjortetands mod og fik lyst til at lære hende endnu bedre at kende.   

Hun spurgte ham, om han ville med ud til fodrestalden og fodre hjorte. Altså de levende. Byen havde nemlig utallige hjorte, som alle blev behandlet med stor respekt, fordi folket anså dem for at give byen ekstra beskyttelse. Harald Blåtand ville gerne med, og mens de gik, tog han hendes hånd.

De forelskede sig i hinanden, og Harald Blåtand lærte at forstå byens tro og hjortens betydning. Byen havde endelig fået kongen på deres side, og Harald Blåtand gav dem lov til at beholde deres tro, selvom det var imod loven. Da byen ikke rigtigt havde noget navn, besluttede Harald Blåtand og Hjørdis Hjortetand sig for at navngive byen ”Hjortshøj” pga. Guldhjorten, der stod på højen. Det var alle byens beboere meget glade for og stolte over.

Harald Blåtand og Hjørdis Hjortetand fik i al hemmelighed et barn sammen. En lille søn, som ingen vidste var kongens. Harald Blåtand blev nødt til at forlade byen, da sønnen var 3 år, og da han tog afsked, sagde han til sin søn: ”Min søn, når du vokser op, vil jeg gerne have dig til at styre handlen her i byen.”

Harald Blåtand kom aldrig tilbage til Hjortshøj igen, fordi han havde travlt med at være konge for hele Danmark. Men hans søn gjorde, som hans far sagde og blev byens største handelsmand. Og alle efterfølgende generationer gjorde det samme. Og den dag i dag lyder historien, at brugsuddeleren stammer direkte fra Harald Blåtand og Hjørdis Hjortetand.

Da Hjørdis Hjortetand i sin tid døde, blev hendes hjortetand hevet ud og lavet til et vedhæng i en halskæde. Halskæden gik i arv til hendes søn og sønnens efterkommere, og hvis man er heldig og kigger godt efter, kan man måske se halskæden med hjortetanden omkring brugsuddelerens hals i dag.  

Troen på Guldhjorten stoppede efter pesten i 1300-tallet, hvor rigtig mange døde. Ingen troede, at Guldhjorten længere kunne hjælpe, og en nat forsvandt den pludselig fra sin høj. Ingen vidste, hvor den var blevet af. Men der gik rygter om, at den var blevet begravet i skoven i Hjortshøj tæt på, hvor der i dag ligger en skole. Og hvem ved, hvis du ser noget glimtende nede i jorden, kan det være, at det er dig, der finder Guldhjorten!

Skrevet af Vilma Rosendal Kaastrup-Olsen, 10 år og Louise Guldberg Rosendal, 44 år