Jeg så ham nærmest som en skygge, der forsvandt ind i tykningen ved det lille nedlagte varmeværk på toppen af Hundkærvej. Han trak på det ene ben og det var vel derfor jeg lagde mærke til ham og derfor jeg nåede at få et glimt af hans ansigt, inden han blev opslugt af mørket.

Det er over et år siden jeg så ham i den iskolde vinternat, i min erindring var det et vansiret og grotesk ansigt, den venstre halvdel var flydt ud og huden hang i gardiner, som var den lavet af stearin.

Jeg havde faktisk glemt dette bizarre optrin indtil jeg i denne vinter oplevede nøjagtig det samme. Denne gang fulgte jeg imidlertid efter det haltende væsen ind i timeterskoven og selv om det ikke lyder af meget med de ti meter, blev det efter få skridt helt mørkt, altså ikke bare mørkt snarere helt kulsort og jeg kunne intet se.

Jeg ville skynde mig at løbe igennem skoven, men mit skinneben stødte hårdt mod en træstub i mørket, jeg gispede højt og så var han, eller det, over mig. Slagene haglede ned over min ryg? Eller var det bare den hule dunkende lyd, jeg antog kom fra min krop.

Den stigende skrigende lyd var forfærdelig, som inde i en klokke hvor lyden bare susede rundt og rundt og ikke kunne komme ud. Jeg var ikke klar over om lyden var mine egne skrig eller om lydene kom udefra, fra et mishandlet dyr, der var sikker på, at det nu var slut og skreg stemmebåndene ud.

Jeg fik et kæmpe skub i ryggen og faldt ud på parkeringspladsen, der ligger bag timeterskoven. Fortumlet prøvede jeg at komme op at stå, men jeg havde svært ved at støtte på mit ben, jeg foldede buksebenet op og kunne se jeg havde fået et rigtigt modbydeligt skinnebenssår.

Halvt rædselsslagen, halvt nysgerrig vendte jeg mig om og kiggede ind i timeterskoven og kunne se hele vejen gennem den lille skov og skimte lyset fra gadelygterne ude på Hundkærvej. Fortumlet haltede jeg rundt om skoven og skyndte mig hjem. Jeg lagde en stram forbinding på mit ben for at stoppe blødningen og lagde mig til at sove.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten midt i det samme mareridt om en mand med et vansiret ansigt, der slog en hund med den flade side af et sværd. Slog og slog og blev ved med at slå i et frådende raseri og skrigene der blev højere og mere desperate og nåede et crescendo, hvor jeg vågnede.

I den følgende tid kunne jeg svagt høre de grufulde skrig, når jeg passerede timeterskoven, men jeg fandt ud af, at det kun var mig der kunne høre skrigene. Når jeg fulgtes med nogen og spurgte, kunne de ikke høre nogen skrig.I går mødte jeg en oldgammel mand, der sad i en kørestol ude foran lokalcenteret i den begyndende forårssol. Jeg havde god tid og hilste på.

”Det er dejligt at mærke solen igen, ik’ å” sagde jeg.
Han kiggede granskende på mig og sagde temmelig højt.
”Nå du har hørt skrigene kan jeg se.”
Forbløffet udbrød jeg.
”Va’hvaa’?”
”Ja skrigene om natten ovre i timeterskoven,” sagde han
”Jeg forstår ik’ altså.”

”Der er næsten ingen, der kan høre skrigene mere. De kommer fra den gamle strejfer. Sådan nogle hunde findes der ikke mere. Min gamle afdøde nabo tæskede den ihjel med sin blankpolerede rytter sabel.”

”Det var da forfærd’li, holder det aldrig op?
”Næh, det tror jeg ikke, men jeg mødte en spiritist for nogle år siden, der mente, at man skulle hamre en granrafte gennem gravstedet, hvor min afdøde nabo ligger,” sagde den gamle mand, drejede rundt og rullede kørestolen ind gennem de store automatiske skydedøre.

Nu står jeg så her i fuldmåne og hamrer en granrafte ned gennem et gravsted på kirkegården i Hjortshøj og jeg kan høre et udrykningskøretøj hastigt nærme sig gennem natten.