Hjortshøj Landsbyforum har inviteret rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), til at deltage i et borgermøde om forslaget til Kommuneplan 2017, som netop nu er i høring med sidste frist for svar 4. september 2017.
Fællesrådet vil først kort præsentere vores forslag til en lokalsamfundsbeskrivelse, som er en nyskabelse i denne kommuneplan (kopier af planen udleveres til mødet, og alternativt kan den læses online på www.hjortshøj.dk). Derpå vil vi diskutere kommuneplanforslagets betydning for Hjortshøj – og kommunen generelt, hvis der er tid til det – med udgangspunkt i følgende punkter:
- Den fremtidige anvendelse af rammeområde 380125BO (Østergårdshaven) og byens rekreative mødesteder
- Den trafikale situation i Hjortshøj og omegn
- Evt. andre dele af livet i Hjortshøj i relation til lokalsamfundsbeskrivelsen og kommuneplanforslaget
Borgermøde om Kommuneplan 2017 og udviklingen i Hjortshøj
Skoletorvet på Virupskolen, 22. august kl. 17.30-18.45
Vi håber, at mødet kan bidrage til en øget borgerinddragelse ifm. høringen, dels ved at vi i Landsbyforum kan revidere lokalsamfundsbeskrivelsen og formulere vores høringssvar til KP17 i samklang med et bredt udsnit af byens borgeres tanker, dels ved at mange andre i byen vil skrive høringssvar på et oplyst grundlag, og endelig ved at give mulighed for, at rådmanden kan få direkte input til kommuneplanforslaget på mødet.
Alle er velkomne!
Skriv en kommentar