Af Kurt Elmstrøm|
2020-12-22T15:38:13+01:00 22. december 2020|Categories: Nyheder|
I år er situationen den, at vi ikke kan samles 800 kirkegængere i løbet af eftermiddagen den 24. december. Efter tilmelding til oprindelig planlagte 6 gudstjenester, er der nu kun den kl 12, der bliver gennemført.
Som noget nyt live-streames direkte på www. hjortshoejkirke.dk så alle interesserede kan følge med derhjemme. Denne optagelse genudsendes så kl 14 og igen kl 16.
Vi går mod mørkere tider – men heldigvis er der snart lys i mørket. I hvert fald på Skolebroen over Letbanen.
Går alt som planlagt færdiggør kommunens folk installationen af lamper og kabler i løbet af nogle uger. Så kommer der endelig lys på broen. Det er vi mange, der glæder os til!
Mange tak til alle jer, der hjalp med at vælge den løsning, som nu bliver til virkelighed.
Vi havde glædet os til at mødes med jer på mandag den 28. september til workshoppen om Helhedsplanen i Hjortshøj kl 17:00-19:00. Men efter fredagens nye retningslinjer ift. Covid19, bliver vi desværre nød til at afholde workshoppen virtuelt, samme dag og tidspunkt. Lige nu arbejder vi på højtryk på forberedelserne.
Der er indtil videre kommet 22 tilmeldinger, så der er plads til flere deltagere, nu da vi mødes online!
Tilmelding er først til mølle og senest onsdag aften den 23.09. til srsi@aarhus.dk
Herudover søger vi en håndfuld bordformænd, som vil hjælpe os med at få samlet op på det hele undervejs.
Rollen som bordformand indebærer, at man i en mindre gruppe på 6-7 personer (alt efter tilmelding) har ansvaret for, at gruppen kommer igennem de opgaver, vi har planlagt til workshoppen. Desuden skal man være klar på at skrive nogle små korte tekster, som vi vil bruge i vores arbejde efterfølgende. Vi udarbejder noget materiale eller nogle skabeloner til formålet.
Bordformændene vil blive inviteret til et forberedende møde, hvor vi gennemgår workshoppen og deres roller i detaljer.
Borgerworkshop om helhedsplanen for Hjortshøj på Virupskolen mandag den 28. september kl 17 – 19
I samarbejde med Aarhus Kommune er
Landsbyforum vært for en workshop om den helhedsplan for Hjortshøjs udvikling,
som kommunen er ved at udfærdige. Workshoppen tager udgangspunkt i de emner,
der viste sig i forbindelse med møder med byens foreninger og tre dage med
Åbent Bykontor d. 18., 19. og 20. februar 2020.
I invitationen, som kommunen efter
samråd med Landsbyforum for en uge siden har sendt ud til byens andels-,
bolig-, grundejer- og andre relevante foreninger, hvis bestyrelser kan sende én
repræsentant til workshoppen, står desuden følgende:
”Vi håber, I vil være med til at
udvide og kvalificere den viden, vi allerede har indsamlet, så vi i fællesskab
kan finde frem til borgernes bidrag i helhedsplanen. Workshoppen vil bestå af
nogle oplæg samt opgaver i grupper.
Deltagere fra Aarhus Kommune tæller: Stephen Willacy, Stadsarkitekt; Eva Møller Sørensen, Planchef; Sine Rauff Schulz, planlægger; Ida Brams Jensen, borgerinddrager Louise Schnell, studentermedhjælper.
Grundet situationen omkring Covid19
og retningslinjer som følge heraf, bliver vi nødt til at begrænse
deltagerantallet på workshoppen og vi har derfor valgt at invitere repræsentanter
fra byens grundejer- og boligforeninger, erhvervsliv samt fællesrådet.
Vi håber I har lyst til at deltage
i workshoppen med en repræsentant for jeres område.”
Fristen for tilmelding er den 20. september. Tag kontakt til bestyrelsen for jeres lokale forening, hvis I vil have dem til at fremføre en given sag på workshoppen, eller aftal evt. med bestyrelsen, hvem der sendes som repræsentant.
Hvis der stadig er ledige pladser
efter tilmeldingsfristen, melder vi dette ud i starten af uge 39, hvorefter det
evt. er muligt for andre interesserede at tilmelde sig efter
først-til-mølle-princippet.
Procesmæssigt er vi stadig i den indledende fase, hvor ideer kan drøftes på borgerworkshoppen. Derpå skrives et samlet forslag til helhedsplanen af kommunens folk, hvilket kommer i offentlig høring, inden planen vedtages af politikerne på Rådhuset.
Det buldrer og brager, veje er brudt op og mænd i gule veste graver og skilter i hele byen. Hjortshøj er nemlig blevet 40 km/t zone.
Landsbyforum har gennem længere tid arbejdet for at få hastigheden sat ned, så vi kan færdes mere sikkert i Hjortshøj. Nu sker det så, i samarbejde med Mobilitet i Århus kommune, med skiltning ved indkørslen til byen og med vejbump på veje og i kryds, hvor det er særligt vigtigt at sænke farten.
Hjortshøj er en ud af 12 områder i kommunen som netop nu får indført særlige hastighedsbegrænsninger med 40 km/t (veje der tidligere havde lavere hastighedsbegrænsning beholder naturligvis denne). Rådmanden for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V) siger i en pressemeddelelse “Mange borgere føler, at hastigheden er for høj især i boligkvarterer, og de er utrygge ved at lade deres børn færdes i områderne. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi nu i samarbejde med flere fællesråd kan sætte projekter i gang i 12 steder i kommunen, hvor der skabes øget tryghed og mulighed for aktiviteter i gaderummene.”
I de næste uger fortsætter arbejdet med ”hastighedsdæmpere”: hævede flader, trapezbump, port-overkørsler samt pukkelbump på landsbyens mest befærdede veje. “Selvom arbejdet lige nu står lidt i vejen for at vi kan komme rundt i byen, så er målet altså at skabe trygge og sikre rammer for færdsel i landsbyen for alle. Særligt handler det om tryggere vej til skole og institutioner, og her er det rigtig godt at få sat farten ned,” siger Bjarne Bendtsen fra Landsbyforum.
Den udsatte generalforsamling i fællesrådet Hjortshøj Landsbyforum afholdes mandag d. 22. juni kl. 20.00 på Virupskolens skoletorv, Virupvej 75.
Af hensyn til det gældende forsamlingsforbud på max 50 personer er vi i år nødt til at bede om tilmelding til generalforsamlingen: Send en mail med navnene på dem, der ønsker at deltage, til Landsbyforums bestyrelse på bestyrelse@hjortshoj.dk senest d. 16. juni.
Da alle fællesrådets medlemmer, dvs. alle indbyggere i Hjortshøj Sogn, skal have mulighed for at deltage i generalforsamlingen, udsættes generalforsamlingen igen, hvis der er flere end 50 tilmeldte. Det vil i givet fald blive efter ferien, hvor grænsen for forsamlingsforbuddet forventes yderligere hævet.
Dagsorden i henhold til vedtægterne:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Beretning 4. Regnskab
5. Indkomne forslag
6. Valg
7. Eventuelt
Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest seks dage før generalforsamlingens afholdelse.
På valg: Karen Woer, Ove Overgaard Nielsen og Bjarne S. Bendtsen (alle villige til genvalg). Revisor: Per Jørgensen (villig til genvalg). Desuden skal der vælges en ekstra revisor og en suppleant til bestyrelsen. Bestyrelsen opfordrer alle interesserede til at stille op til valgene.
AffaldVarme Aarhus er ved at udarbejde en ny affaldsplan for 2021-2026 og i de kommende uger er det muligt for borgere i kommunen at komme med input til processen. Vi i Landsbyforum opfordrer alle med interesse til at deltage.
På grund af forholdsregler omkring COVID-19 modtager AffaldVarme kommentarer, forslag og gode idéer til fremtidens affaldsløsninger i Aarhus online snarere end i møder og workshops.
Alle kan også bidrage ved at komme med idéer og input på hjemmesiden. Her kan man også læse mere om selve Affaldsplanen.
Borgerdialogen strækker sig frem til udgangen af maj. Derefter laver AffaldVarme Aarhus den endelige plan for Aarhus Kommune, hvorefter den kommer i offentlig høring. Affaldsplanen skal godkendes af Byrådet, hvilket forventes at ske i starten af 2021.
Som følge af
regeringens tiltag mod Covid-19 har Landsbyforums bestyrelse besluttet at
udskyde generalforsamlingen d. 22. april. Vi håber, at det kan lade sig
gøre at afholde generalforsamlingen inden sommerferien, hvilket dog næppe er
realistisk; alternativt sigter vi mod en dato medio/ultimo august eller snarest
derefter, sammen med den ligeledes udsatte workshop om helhedsplanen for
Hjortshøj med Aarhus Kommune.
Vi indkalder til den udsatte generalforsamling med mindst to ugers varsel, som fællesrådets vedtægter foreskriver i forbindelse med indkaldelsen til både ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger. Dette vil ske via fællesrådets liste med kontaktoplysninger til byens foreninger m.v., de lokale Facebook-grupper, her på landsbyportalen og med plakater rundt om i byen. Det håber vi, at I alle kan acceptere i denne specielle situation.
Trods udsættelsen modtager bestyrelsen gerne forslag til generalforsamlingen allerede nu. Skriv mail: bestyrelse@hjortshoj.dk
Bjarne S. Bendtsen
Hastruptoften 17
8530 Hjortshøj
Søndagens program på Virupskolen – tip din ven!: 13.00 – 13.30: Fri leg, kaffe-kage-saftevand-toast-café, spil, øl-bar, hoppeborg, tegn din helt egen hjort. Og mød foreningerne ved deres stand: Virup If, Hjortshøj Dagtilbud, Virup IF, Virup Multi IF, Fonden Vimby i Hjortshøj, Modelparken Danmark, Børnehaven Kernehuset, Østergårdsparken, Maries musikbutik (sang og klaverundervisning) & Fællesrådet Landsbyforum 13.30: Multihusfonden fortæller om seneste nyt fra Multihuset 14.00: Spirekoret 14-15.00: Oplæg fra de forskellige fællesskaber startende med Virup Multi IF. 15-16.00: Fri leg, kaffe-kage-saftevand-toast-café, spil, ølbar, hoppeborg, tegn din helt egen hjort og hygge! https://www.facebook.com/events/761886587673323/