Redaktionen

Helikoptere flyver lavt hen over byen. Fodboldbanen over for Virupskolen er inddraget til landingsplads. Markerne ved Kristineborg bliver brugt til parkering og er stopfyldte med biler. Der er konstant mindst ti droner i luften som filmer og videooptager. Alle de store nyhedsbureauer er der: CNN, BBC, FOX News, The Guardian og vores egne TV 2, DR, Politiken, Jyllands Posten og et hav af mindre nyhedskanaler er også på pletten.

Byen vrimler med kendte folk fra nyhedsmedierne, både Kåre Quist og Clement Kjersgaard er blevet set nede i Brugsen.

Niels Schjeldahls nedlagte købmandsbutik er lavet om til pressecenter. Journalister fra hele verden vælter rundt imellem hinanden, på jagt efter gode historie, der kan uddybe eller supplere hovedhistorien.

Alle indfaldsveje til Hjortshøj er spærrede. Dog er Mejlbyvej åbnet to timer hver morgen fra klokken 6.00 til 8.00, men kun for transport af medicin, madvarer og lignende. Ansvaret for afspærring af byen er overdraget til Jægerkorpset. De har også ansvaret for de journalister, forskere og politikere der besøger Hjortshøj.

New York Times havde i går denne overskrift på forsiden af avisen:

Hjortshøj a small village in Denmark is the only corona-free zone in the world. How is that possible?

Det er den slags overskrifter, der får folk til at risikere livet for at komme til corona frie Hjortshøj. Byen, hvor skolen og børnehaverne, er åbne. Byen, hvor folk giver krammere til højre og venstre, sidder tæt sammen og ser film, går uden mundbind, danser kædedanse og giver kropsmassage til hinanden i Multihusets lokaler. Frisørerne klipper på livet løs og i Sundhedshuset behandler de store og små.  Mens man udenfor byen ikke må besøge hinanden og højest må være tre sammen, og hvor alle skoler, uddannelsessteder og butikker er lukkede.  Kun apotekerne er åbne, og det er problematisk, for et menneske kan ikke kun leve af piller og håndkøbsmedicin. Verdens befolkning er corona-pressede og leder desperat efter udveje.

Det er en vanskelig opgave for Jægerkorpset at holde fremmede væk fra byen. Opfindsomheden er stor for at komme forbi afspærringerne. For fire dage siden forsøgte en ung mand fra Horsens at komme ind til Hjortshøj gennem kloakrørene. Iført våddragt var han startet helt nede ved Egå Gymnasium. Han havde gået i lort til knæene gennem Egå; men måtte opgive, da han nåede op til Hjortshøj Stationsvej.

Han var ellers velforberedt; men han kunne ikke vide – for det står ingen steder – at entreprenøren, som havde etableret kloakkerne, var løbet tør for kloakrør med stor diameter, da de nåede til Stationsvej, og derfor måtte gå ned i en væsentlig mindre størrelse; så lille, at manden fra Horsens ikke kunne komme videre. Da han opgav og kom op på Mejlbyvej fik Jægerkorpsets schæferhunde hurtigt færten af ham, selv de hunde med en knap så god lugtesans kunne være med den dag, og han blev fanget. Inden de kørte ham til arresten i Aarhus, rensede de ham med en højtryksspuler.

Epidemiologer, professorer i virusepidemier, overlæger ved Statens Seruminstitut og andre specialister er alle chokerede og uforstående over, hvad der sker i byen. De afholder dagligt konferenser i byens Multihus, men når ikke frem til nogle nævneværdige resultater. De kan kun konstatere, at smittetallet stiger over hele verden, men ikke i Hjortshøj, hvor der endnu ikke er fundet en eneste smittet person.

”Alle eksperterne laver en meget udbredt fejl. I deres søgen efter løsninger leder de kun de steder, hvor der er lys. De vover sig ikke ud i mørket, ud i det ukendte, det helt ukendte.”  Det kræver livserfaring at turde gøre det, og det er der meget af på Akademiet for Livserfaring, tidligere kaldet Plejehjem Hjortshøj, som ligger i udkanten af byen.

To gange om ugen kan man ved midnat, når byen og de mange fremmede er gået til ro, opleve et forunderligt syn. Tre gamle kvinder og tre gamle mænd triller lydløst i deres kørestole ud ad bagdøren. De fortsætter ad hemmelige stier ned til den store eg ved græsplænen mellem basketboldbanen og fodboldbanen. De placerer sig rundt om egetræet og sidder helt stille i mørket i tyve minutter.

Vinden blæser i egetræets krone, og egetræet siger med dyb stemme: ”God aften, jeg fornemmer, at vi er ved at nå vores mål. Meget tyder på at epidemien har overbevist de fleste mennesker om, at det er en fejl at tro at mennesket står over naturen.

Tiden er kommet til at afsløre, at vi planter og træer også har en bevidsthed, som alle skal respektere.” Enig, lyder seks erfarne stemmer i mørket. Egetræet fortsætter: ”Lad lidelserne være forbi. Vi starter på coronaens afslutning i morgen. En stor tak til Hjortshøjs indbyggere for sammenholdet og samarbejdet med naturen og for at indbyggerne har mærket, at de selv er natur.

Til sidst en særlig tak til jer fra Akademiet for Livserfaring. Ikke mange kender til jeres arbejde. Uden afbrydelser har I hver nat siddet og påkaldt de magter, som vi ikke kan se med det blotte øje, men kun med hjertet. I har ikke ført jer frem med store bevægelser og højsang, I har bare gjort det, fordi I vidste det var nødvendigt for at bekæmpe Coronaen.”

”Selv tak for samarbejdet” siger de seks fra Akademiet, mens de alle dytter med det båthorn de har på deres kørestol. ”lad os dytte en gang mere for Bente som bliver 100 år i dag,” lyder en stemme. De dytter og køre væk i mørket.

Næste dag falder smittetallet over hele verden.

Skrevet af John Ib, Hjortshøj Stationsvej 34

Tilbage i vikingetiden, da Harald Blåtand var blevet konge i Danmark og havde gjort danskerne kristne, fandt han ud af, at der var ét særligt sted i Danmark, hvor folkene stadig troede på noget helt andet end Gud. Han rejste straks dertil for at finde ud af, hvad der var på færde.

Han ankom til en lille landsby, hvor der stod en lavstammet lille kvinde med langt brunt hår og bød ham velkommen. Harald Blåtand spurgte, om hun kunne forklare ham grunden til, at byens beboere stadig ikke var blevet kristne. Kvinden sagde ikke noget, men nikkede med hovedet og begyndte at gå. Harald Blåtand fulgte efter.

De gik gennem en lille skov, og pludselig kunne Harald Blåtand se noget, der skinnede som guld mellem træerne. De kom tættere på, og et smukt syn mødte hans øjne. Lige dér på en lille forhøjning stod en stor guldhjort. Den skinnede om kap med solen, og kvinden lagde sig straks på knæ foran den og bad en bøn til den.

Da hun var færdig, begyndte hun at forklare Harald Blåtand, at Guldhjorten altid havde bragt byen held, og at den derfor var deres gud. Den havde hjulpet dem i hårde tider med sult og bekymringer og havde engang reddet en lille pige fra at drukne i mosen. Pigen var blevet væk hjemmefra, og det var blevet helt mørkt, og alle var ved at miste håbet om at finde hende. Men pludselig havde en lysende skikkelse i form af en hjort vist pigens forældre vej til mosen, hvor de fandt hende helt uskadt.

Mens kvinden fortalte historien, lagde Harald Blåtand mærke til, at hun havde en bemærkelsesværdig hjørnetand, som lignede en tand fra et dyr.

”Kigger du på min tand?”, spurgte hun. Harald Blåtand nikkede.

”Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men det er en hjortetand”, sagde kvinden. ”Og derfor har jeg navnet Hjørdis Hjortetand. Det er også grunden til, at jeg er blevet udnævnt til byens leder. Men den er da i det mindste ikke blå ligesom din”, sagde hun og smilede.

Harald Blåtand var først stille, men så udbrød han en rungende latter, som han slet ikke kunne stoppe igen. Han var ikke vant til, at nogen turde tale om hans blå tand. Så han blev meget imponeret over Hjørdis Hjortetands mod og fik lyst til at lære hende endnu bedre at kende.   

Hun spurgte ham, om han ville med ud til fodrestalden og fodre hjorte. Altså de levende. Byen havde nemlig utallige hjorte, som alle blev behandlet med stor respekt, fordi folket anså dem for at give byen ekstra beskyttelse. Harald Blåtand ville gerne med, og mens de gik, tog han hendes hånd.

De forelskede sig i hinanden, og Harald Blåtand lærte at forstå byens tro og hjortens betydning. Byen havde endelig fået kongen på deres side, og Harald Blåtand gav dem lov til at beholde deres tro, selvom det var imod loven. Da byen ikke rigtigt havde noget navn, besluttede Harald Blåtand og Hjørdis Hjortetand sig for at navngive byen ”Hjortshøj” pga. Guldhjorten, der stod på højen. Det var alle byens beboere meget glade for og stolte over.

Harald Blåtand og Hjørdis Hjortetand fik i al hemmelighed et barn sammen. En lille søn, som ingen vidste var kongens. Harald Blåtand blev nødt til at forlade byen, da sønnen var 3 år, og da han tog afsked, sagde han til sin søn: ”Min søn, når du vokser op, vil jeg gerne have dig til at styre handlen her i byen.”

Harald Blåtand kom aldrig tilbage til Hjortshøj igen, fordi han havde travlt med at være konge for hele Danmark. Men hans søn gjorde, som hans far sagde og blev byens største handelsmand. Og alle efterfølgende generationer gjorde det samme. Og den dag i dag lyder historien, at brugsuddeleren stammer direkte fra Harald Blåtand og Hjørdis Hjortetand.

Da Hjørdis Hjortetand i sin tid døde, blev hendes hjortetand hevet ud og lavet til et vedhæng i en halskæde. Halskæden gik i arv til hendes søn og sønnens efterkommere, og hvis man er heldig og kigger godt efter, kan man måske se halskæden med hjortetanden omkring brugsuddelerens hals i dag.  

Troen på Guldhjorten stoppede efter pesten i 1300-tallet, hvor rigtig mange døde. Ingen troede, at Guldhjorten længere kunne hjælpe, og en nat forsvandt den pludselig fra sin høj. Ingen vidste, hvor den var blevet af. Men der gik rygter om, at den var blevet begravet i skoven i Hjortshøj tæt på, hvor der i dag ligger en skole. Og hvem ved, hvis du ser noget glimtende nede i jorden, kan det være, at det er dig, der finder Guldhjorten!

Skrevet af Vilma Rosendal Kaastrup-Olsen, 10 år og Louise Guldberg Rosendal, 44 år

Jeg så ham nærmest som en skygge, der forsvandt ind i tykningen ved det lille nedlagte varmeværk på toppen af Hundkærvej. Han trak på det ene ben og det var vel derfor jeg lagde mærke til ham og derfor jeg nåede at få et glimt af hans ansigt, inden han blev opslugt af mørket.

Det er over et år siden jeg så ham i den iskolde vinternat, i min erindring var det et vansiret og grotesk ansigt, den venstre halvdel var flydt ud og huden hang i gardiner, som var den lavet af stearin.

Jeg havde faktisk glemt dette bizarre optrin indtil jeg i denne vinter oplevede nøjagtig det samme. Denne gang fulgte jeg imidlertid efter det haltende væsen ind i timeterskoven og selv om det ikke lyder af meget med de ti meter, blev det efter få skridt helt mørkt, altså ikke bare mørkt snarere helt kulsort og jeg kunne intet se.

Jeg ville skynde mig at løbe igennem skoven, men mit skinneben stødte hårdt mod en træstub i mørket, jeg gispede højt og så var han, eller det, over mig. Slagene haglede ned over min ryg? Eller var det bare den hule dunkende lyd, jeg antog kom fra min krop.

Den stigende skrigende lyd var forfærdelig, som inde i en klokke hvor lyden bare susede rundt og rundt og ikke kunne komme ud. Jeg var ikke klar over om lyden var mine egne skrig eller om lydene kom udefra, fra et mishandlet dyr, der var sikker på, at det nu var slut og skreg stemmebåndene ud.

Jeg fik et kæmpe skub i ryggen og faldt ud på parkeringspladsen, der ligger bag timeterskoven. Fortumlet prøvede jeg at komme op at stå, men jeg havde svært ved at støtte på mit ben, jeg foldede buksebenet op og kunne se jeg havde fået et rigtigt modbydeligt skinnebenssår.

Halvt rædselsslagen, halvt nysgerrig vendte jeg mig om og kiggede ind i timeterskoven og kunne se hele vejen gennem den lille skov og skimte lyset fra gadelygterne ude på Hundkærvej. Fortumlet haltede jeg rundt om skoven og skyndte mig hjem. Jeg lagde en stram forbinding på mit ben for at stoppe blødningen og lagde mig til at sove.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten midt i det samme mareridt om en mand med et vansiret ansigt, der slog en hund med den flade side af et sværd. Slog og slog og blev ved med at slå i et frådende raseri og skrigene der blev højere og mere desperate og nåede et crescendo, hvor jeg vågnede.

I den følgende tid kunne jeg svagt høre de grufulde skrig, når jeg passerede timeterskoven, men jeg fandt ud af, at det kun var mig der kunne høre skrigene. Når jeg fulgtes med nogen og spurgte, kunne de ikke høre nogen skrig.I går mødte jeg en oldgammel mand, der sad i en kørestol ude foran lokalcenteret i den begyndende forårssol. Jeg havde god tid og hilste på.

”Det er dejligt at mærke solen igen, ik’ å” sagde jeg.
Han kiggede granskende på mig og sagde temmelig højt.
”Nå du har hørt skrigene kan jeg se.”
Forbløffet udbrød jeg.
”Va’hvaa’?”
”Ja skrigene om natten ovre i timeterskoven,” sagde han
”Jeg forstår ik’ altså.”

”Der er næsten ingen, der kan høre skrigene mere. De kommer fra den gamle strejfer. Sådan nogle hunde findes der ikke mere. Min gamle afdøde nabo tæskede den ihjel med sin blankpolerede rytter sabel.”

”Det var da forfærd’li, holder det aldrig op?
”Næh, det tror jeg ikke, men jeg mødte en spiritist for nogle år siden, der mente, at man skulle hamre en granrafte gennem gravstedet, hvor min afdøde nabo ligger,” sagde den gamle mand, drejede rundt og rullede kørestolen ind gennem de store automatiske skydedøre.

Nu står jeg så her i fuldmåne og hamrer en granrafte ned gennem et gravsted på kirkegården i Hjortshøj og jeg kan høre et udrykningskøretøj hastigt nærme sig gennem natten.